Af Jesper Veiby

Det er en stående diskussion blandt liberale, hvordan man skal stille sig til narkotika. Mange, herunder prominente teoretikere, har karakteriseret det som en ”offerløs forbrydelse”, idet både sælger og køber frivilligt og indforstået har handlet og ikke gjort skade på andre.  I liberal optik skal staten selvfølgelig gribe ind overfor menneskers skadevoldende handlinger, men ikke når disse alene er rettet mod dem selv.  Hertil kan det diskuteres, hvorvidt en legalisering af (visse typer af) narkotika har positive bivirkninger, idet man i givet fald ville flytte markedet for sådant væk fra det kriminelle miljø, som af samme grund ville blive drænet for midler.

Nogle betoner skillelinien mellem ”blød” og ”hård” narko, men dette er næppe holdbart. Der vil være gradueringer, men der er en glidende overgang og ingen kvalitativ forskel.

Lad mig indledningsvist slå fast, at staten ikke skal forbyde narkotika, hvis det alene sker på det grundlag, at et flertal eller den folkelige opinion fordømmer brugen, fordi man måtte anse den konkrete nydelse eller rus for uetisk, syndig, umoralsk, dum eller kulturelt fremmed. I et frit samfund er sådanne argumenter irrelevante. På samme må man mene, at hvis der var et narkotikum, hvis effekter ikke var værre end andre nydelsesmidler, f.eks. alkohol og tobak, så vil det være hyklerisk og forkert at forbyde narkotikummet, men tillade kendte stimulanser og nydelsesmidler.

Der er imidlertid udfra et liberalt synspunkt en række problemstillinger, som taler imod legalisering af narkotika. Eller som i det mindste vil tale imod en uhæmmet og uovervejet legalisering, trods påstandene om den offerløse forbrydelse.

For det første er spørgsmålet, om narkotika er kompatibelt med den liberale tanke om frie mennesker og frie valg. Hvis det kun handler om, at den ene foretrækker én type rus, f.eks. alkohol, mens den anden foretrækker en anden type, f.eks. hash, så var diskussionen ret ligegyldig. Men det er dog et faktum, at visse former for narkotika forårsager en kraftig afhængighed og voldsomme abstinenser. Hvis brugen af narkotika skal kaldes et frit menneskes frie valg må det indebære muligheden af at fravælge brugen, hvis man i stedet skifter præferencer eller ønsker at bruge sine midler anderledes. Imidlertid er det absurd at hævde, at mennesker med kraftige abstinenser og kraftig (fysisk) afhængighed skulle kunne foretage et sådant valg.

Man kan også stille det principielle spørgsmål, om man som liberalist kunne og ville tillade et stof, som gjorde det ene menneske til en viljeløs slave af et andet? Selv om indtagelsen af et sådant stof skete frivilligt, ville resultatet være i strid med ethvert liberalt ideal, og den forudsatte ”exit” af enhver valgsituation være elimineret. Der er næppe nogen stor forskel på den situation og den, hvori en narkoman er slave, ikke af andre, men af sin afhængighed.

For det andet er der spørgsmålet, hvem der skal bære omkostningerne ved (mis)brug af narkotika. Det er svært at hidse sig op over den nyrige forretningsmand eller den velhavende rockstjerne, som bruger millioner på narko, men selv betaler af egen lomme og selv betaler en eventuel senere afvænning. Her kan man tale om en offerløs forbrydelse, som måske kan kalde på moralsk misbilligelse, men politisk set er ligegyldig. Imidlertid er det langtfra alle stofmisbrugere, som falder i den kategori, og faktum er, at en del kriminalitet vil finde sted som følge af narkomaners forsøg på at skaffe penge til stoffer, eller blive begået af aggressive mennesker i en rus, forårsaget af narko. For slet ikke at tale om de byrder, der lægges på sundhedsvæsenet på grund af selvforskyldte skader og på samfundet i form af manglende produktivitet. Man ville næppe som liberalist kunne forsvare, at der blev solgt stoffer, hvis eneste formål var at få brugeren til at gå bersærkergang, men der er kun en gradsforskel til visse narkotika.

For det tredje er spørgsmålet, om en legalisering vil afhjælpe kriminalitet, når det kommer til stykket. Naturligvis er det rigtigt, at et illegalt marked tiltrækker kriminelle, men hvorfor? Dels fordi man kan opnå overnormale profitter, dels fordi man kan holde sådanne profitter udenfor samfundets beskatning. Det er næppe realistisk at forvente, at kriminelle vil begynde at åbne fredelige butikker med hash og kokain, hvis disse stoffer blev legaliseret, for i kraft af legaliseringen ville dette marked blive uattraktivt og kræve for meget (almindeligt hårdt) arbejde for en for lille løn.

Det er en naiv utopi at tro, at man kan bekæmpe kriminalitet ved at legalisere. Hvis narko blev legaliseret, ville det kriminelle miljø måske i endnu højere grad fokusere på f.eks. prostitutionsmiljøet, og hvis det på sin side blev legaliseret og forretningsmæssig bordeldrift blev legalt, ville kriminelle måske i stedet satse på at tjene penge på beskyttelsespenge overfor handlende. Kriminalitet må bekæmpes via en stærk ordenshåndhævelse, ikke via legaliseringer.

For det fjerde må man spørge, hvad de retlige konsekvenser af en legalisering ville være. Man kan sagtens tænke sig et scenario, hvor narko er en handelsvare på linie med andre, og hvor den måske nok ikke sælges i supermarkeder, men så dog i specialbutikker. Men for det første er det urealistisk, at dette kan ske isoleret i et land, uden at det sker tilsvarende i lande fra samme kulturkreds. En narkohandler måtte jo i kraft af legaliseringen blive beskattet som enhver anden forretningsdrivende og måtte, for at få fradrag for sine udgifter, kunne fremlægge kvitteringer herpå. Det udelukker jo enhver import fra lande, hvor det pågældende narkotika er forbudt, og vil i praksis reservere narkohandel til hjemmedyrket hash eller laboratoriefremstillede designerdrugs. Alternativt flytte kriminaliteten fra den illegale handel til regnskabsfusk.

Endnu mere problematisk er det faktum, at hvis man legaliserer narkotika, så må den naturnødvendigt skulle behandles som ethvert andet produkt. Det ville derfor være muligt at få patent på et designerdrug, for derefter at sælge dette på markedet som ethvert andet produkt. Det vil alt andet lige anspore til udviklingen af sådanne designerdrugs, som for det første giver en stor afhængighed, for det andet giver kraftige abstinenser, for dermed har man sikret sig en ”cash cow”, dvs. en sikker indtægt, så længe patentet gælder. Et sådant scenarie er en regulær mareridtsvision, som næppe mange tilhængere af fri narko eller fri hash gennemtænker.

---

Sammenfaldende må konklusionen blive, at i forbindelse med milde rusmidler, ville en legalisering ikke være udelukket, og dækningen af eventuelle samfundsmæssige byrder kan løses via beskatning, på samme måde som beskatning af alkohol og tobak. Den konkrete grænsedragning må imidlertid være politisk og baseret på de skønnede skadevirkninger i det konkrete samfund. På den anden side vil man næppe kunne forsvare en generel legalisering af narkotika på basis af den enkeltes frie valg, idet narkotika som sådan er i modstrid med denne reelle individuelle frihed.

.

Choice Institute er en partipolitisk uafhængig tænketank og politisk institut. CI arbejder for fremme af den personlige frihed og for et liberalt demokrati.

CI's motto "right choices and fair deals" placerer os til højre i det politiske spektrum, med fokus på den enkeltes valgfrihed, men med opmærksomhed på fair forhold for alle, hvad angår grundlæggende goder.

CI ledes af Jesper Veiby.